Tåget.. - Jannick

Sted: En lille lysning.
Vejr: Køligt, tåget og overskyet.
Tid: 02:36, midt om natten.
Dag+dato: Irl.

-

Jennifer skuttede sig i lysningen. Der er mørkt og koldt. Hun bed sig i underlæben, og kiggede rundt. Tågen var tyk og hvid. Den mindede hende om spøgelser der fløj rundt og så uhyggeligt klamme ud. Hun frøs, var kold og klam. *Hvad laver jeg her?* tænkte hun irriteret og sukkede. Hun holdte om sig selv. De lange sorte støvler fik hendes bare ben til at virke længere og mere voksne.
Hun havde en blå t-shirt på og udenover havde hun en sort frakke på. Den gik til hendes ankler, når hun stod op, men nu sad hun jo der og varmede sig selv. Hendes helt lige, hvide tænder søgte mod den bløde underlæbe, og hun bed til. Hun kiggede op da hun syntes hun hørte en gren der knækkede, men det var sikkert noget der spillede hende et puds.

Jannick kom gående igennem skoven. Han havde holdt sig ude i skoven pga. hans "sygdom," som han selv kaldte det. Forvandlingen var ovre, han var sig selv igen, normal. Det var koldt, men det gik nu ikke Jannick meget på, han havde andre ting at tænke på. Han måtte se at komme hjem, da kl. jo var lort om natten, dog vidste han ikke præcist hvad klokken var. Hans tøj var gået i stykker under forvandlingen og det ødelagte tøj lå nu i en taske, som han havde på ryggen. Han gik og var ved at tage sin bluse på og ville bagefter få sin jakke på. Da han havde fået blusen over hovedet og på plads, var han stoppet op i en lysning, hvor der sad en anden person.

Jennifer kiggede op, da hun virkelig... virkelig mente at hun hørte noget. Og der så hun ham. En dreng med lyst hår, og en meget tydelig scent af varulv. Hun kiggede ned igen, håbede på at han gik videre, ignorant. Hun var så vant til folk var ligeglade med hende, og bare fortsatte med at gå nå de så hende. Tit i et lidt hurtigere tempo.
Men der var et eller andet ved ham. Han var spændende. Hun havde nærmest lyst til at snakke med ham. Hun førte hånden op til munden, hvor de limegrønne negle skinnede fra de feminime, tynde fingre. Hendes tænder lukkede sig langsomt om neglen og et højt klik gav genlyd i den øde, tågede skov.

Jannicks blik faldt på personen, en kvinde, som sad der. Han tog sin jakke på og lod derefter blikket glide rundt på træerne, som var omkring dem. Det så ikke ud til, at der var andre end hende. Han stod og overvejede, om han skulle sige dav til hende, han kunne også spørge hende om, hvad klokken var så. Han satte kursen hen imod hende og løftede på vejen derhen sin blege hånd med de lange tynde fingre og lod hånden køre igennem sit lange hår. "Godaften." Sagde han og stoppede kort fra personen. Hans stemme var mørk og rolig og lød en smule træt.

Hun bed sig i underlæben, og rejste sig langsomt, for at række hånden ud mod den fremmede i gæstfrihed. Høflighed. "Godaften." Hun smilede til den fremmede. Et venligt blødt smil, hvor fortænderne på den lave skabning blev blottet. Hun ville skyde på at varulvedrengen var en 5-10 cm højere end hende selv, og sikkert yngre. Han så i hvertfald ikke særligt gammel ud. Hun ville skyde på en 16-17 år. Maks 18.
Den kolde tåge omsluttede hendes krop, og det lignede lidt at hun var en del af tågen. Nej, ikke var en del af tågen. At hun var tågen. Hun bed sig på indersiden af kinden, og kiggede op på den fremmede. Han virkede rolig.

Jannick rakte sin blege hånd frem og trykkede hendes hånd. "Kan du fortælle mig, hvad klokken er?" Spurgte han og strøg derefter en lok af sit blonde hår væk fra sine øjne. "Og egentligt er jeg også interesseret i at vide, hvilken dato vi har." Tilføjede han så og rettede derefter lidt på sin sorte jakke. Han var højere end hende, men alligevel så hun ældre ud end ham selv. Han lod blikket gå rundt og studerede så træerne omkring dem endnu engang, som om han holdte øje med om der var noget i mørket. Det gjorde Jannick tit, holdte øje med sine omgivelser og det gjorde han fordi han var ret paranoid.

Hun slap hans hånd, og hev sin til sig. Hun trak den lyserøde samsung frem, og kiggede på klokken. "Den er lidt over halv tre." Hun holdte en lille pause. "Og det er den 27..." Et lille bitte smil spillede på hendes læber. Kun en lille trækning i mundvigene. "Skal du også vide måneden?" Hun hev en tot af det lange brune hår om bag skulderen, med en hurtig, let bevægelse.
Hun forblev tavs, da hun let følte at stemningen var ødelagt. Som om det var forkert af hende at spørge på den måde. "Undskyld.." mumlede hun stille.

Jannick rystede let på hovedet og smålo kort. "Måneden har jeg styr på, ellers tak." Sagde han og kløede sig derefter let på sin blege kind og derefter på halsen. Han lod sit blik lande på hende igen, da hun undskyldte. "Undskyld ikke." Sagde han blot og stak derefter sine blege hænder i lommerne på jakken. Han havde ikke sin mobil på sig eller noget, når han tog ud i skoven for at få forvandlingen og alt det overstået og så var det egentligt helt tilfældigt, hvor han endte henne i skoven.

Hun bed sig i underlæben. "Jeg hedder Jennifer." Ordene forlod tilfældigt hendes læber. Hun ville have gang i den her samtale når de nu alligevel stod dér. Det var ham der havde opsøgt hende, ikke omvendt.
Tågen hang tykt om hende, og krøb ind under hendes tøj og hud. ik hende til at føle sig isnende kold. Hun blev stående lidt, og begyndte så langsomt at knappe jakken. Helt nede fra anklerne af. Der skulle ikke mangle noget. Hun fortsatte helt op til halsen, og så gled hendes hænder langsomt ned i lommerne. "Der er koldt, ikke?" spurgte hun, og hev jakken op over hendes næse og mund.

"Mit navn er Jannick." Præsentered han sig og trak derefter en bleg hånd op ad lommen og strøg en lok af sit lange blonde hår væk fra sine øjne. Han fulgte hendes bevægelser med blikket og lyttede til hende, da hun atter snakkede igen. "Hm.. En smule, men det er nu ikke noget, som jeg har noget imod." Svarede han så. Jannick var stadig varm efter at have været i sin varulve form, der gik lidt tid før det ændrede sig tilbage til omgivelsernes temperatur. "Hvad laver du så her i skoven?" Spurgte han så betragtede hende.

Hun stod stille et par sekunder. Stenede bare ud i luften, som var hun faldet i staver. "Ja, altså.." hun holdte en lille pause. "Jeg gad ikke tage hele vejen hjem." svarede hun ærligt, og gnubbede sine arme. *Bare jeg havde taget handskerne med!* tænkte hun strengt for sig selv. "Hvad med dig, hvad laver du herude?" spurgte hun. Han skulle ikke vide alt muligt om hende, som hun ikke måtte vide om ham. Hun bed sig i underlæben bag jakken, mest fordi hun var lettere utålmodig og fordi hun gerne ville hjem.